Muhabet Aarhus

Gæst – gammel

I Muhabet anerkendes gæsternes individuelle kulturelle baggrund ved, at maden, der serveres, er inspireret af forskellige landes madkulturer, og den musik, der spilles, stammer fra de enkelte gæsters oprindelseslande.

De ansatte og frivillige i Muhabet er garanter for et anerkendende og rummeligt miljø, hvor gæsterne har mulighed for at definere sig som andet og mere end klienter/patienter, der har behov for hjælp. I Muhabet kan man træde ind i gæsterollen som alle er fortrolige med.

I Muhabet er der god tid til at lindring og måske bedring. Der er ingen handleplaner eller tidsfrister. Den daglige åbningstid er med til at sikre kontinuitet og struktur på en for mange udflydende hverdag, ofte med dårlig nattesøvn, manglende overskud til at opsøge andre mennesker eller klare de mest basale huslige gøremål. Vores faste rammer kan være med til at skabe den tryghed som skal til for at træde ‘ud i verden’.

At komme ud af døren, møde andre, spise et måltid sammen, få grinet og snakket og måske få lidt råd og vejledning, kan medvirke til at hverdagen bliver lidt mindre mørk, uoverskuelig og ensom.

Alle bliver budt velkommen og får tilbudt en kop te eller kaffe. Man har mulighed for at deltage i fælles spisning og aktiviteter. Ved særlige arrangementer inviteres familien, som ofte også påvirkes af, at mor eller far lider af depression, eftervirkninger fra krigstraumer eller anden form for psykisk lidelse eller sårbarhed. Vi søger så vidt muligt at rumme alle, som har brug for os og som har mod på det kærlige samvær, som Muhabet sår for.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top